|
I det følgende opstilles en række hovedpunkter for, hvorledes det menneskelige samfund kan anskues dels med udgangspunkt i den dybe og detaljerede viden, som naturvidenskaberne og især fysikken har givet os om naturens lovmæssigheder, dels på grundlag af den viden om bevidstheden og dens fulde rækkevidde, som er indeholdt i Vedisk Videnskab, således som den i dag er blevet genoplivet og formuleret af Maharishi Mahesh Yogi.
- Bag den velkendte fysiske verden findes en altgennemtrængende, umanifesteret, ikke-lokal, abstrakt virkelighed. I moderne partikelfysik beskrives dette som det ‘forenede felt for alle naturens love’, hvorfra alle naturens lovmæssigheder udgår som organiserende og styrende kræfter, der bestemmer, hvordan den materielle verdens bestanddele fungerer og interagerer – hvordan de skabes og forgår. Dette abstrakte felt af intelligens kan man tænke på som ‘universets grundlov’.
- Bag menneskets velkendte hovedbevidsthedstilstande – vågen, drøm og dyb søvn – findes der på tilsvarende måde et abstrakt ‘felt’ af ren bevidsthed, hvorudfra de tre almindeligt kendte bevidsthedstilstande opstår på skift. Denne sindets grundtilstand anses for identisk med fysikkens forenede felt for alle naturens love. Det individuelle menneske er således på dets dybeste plan ét med naturens universelle intelligens og orden.
- Ren bevidsthed kan erfares umiddelbart gennem Transcendental Meditation ®, eller TM **, som er en enkel mental teknik, der udøves to gange 20 minutter om dagen. En yderligere levendegørelse og aktivering af ren bevidsthed som hjemstedet for alle naturens love kan ske gennem det udvidede meditationsprogram, ‘TM-Sidhi-programmet’. Omfattende forskning offentliggjort i anerkendte videnskabelige tidsskrifter dokumenterer en lang række positive virkninger både psykologisk, fysiologisk og socialt hos TM- og TM-Sidhi-udøvere.
- Overalt, hvor mennesker samles i grupper (familie, by, landsdel, nation, kontinent, verden), opstår der et helhedsfelt af fælles bevidsthed – gruppens eller områdets ‘kollektive bevidsthed’ – som er mere end summen af de enkelte menneskers bevidsthed.
- Kollektiv bevidsthed indgår i en vekselvirkning, hvor den på den ene side skabes af de enkelte individer tilsammen, og på den anden side virker tilbage på hver enkelt. Alle samfundsinstitutioner og især et lands regering afspejler kvaliteten af den kollektive bevidsthed i den med- eller modgang, de måtte have. En regering kan derfor kun tilsyneladende handle selvstændigt. I virkeligheden er den som et redskab underlagt indflydelsen fra samfundets kollektive bevidsthed.
- Kvaliteten af den kollektive bevidsthed kan beskrives som den grad af orden, harmoni, sammenhæng eller (med et udtryk fra fysikkens beskrivelse af bølgefænomener) den ‘kohærens’, den er i besiddelse af. Kohærensen eller samklangen med naturens love vil være afhængig af, i hvor høj grad ren bevidsthed (med fysikkens ord: ‘det underliggende felt’) kommer til udtryk i den kollektive bevidsthed. En stresset, negativ og disharmonisk kollektiv bevidsthed manifesterer sig som sociale problemer i form af kriminalitet, vold, sygelighed, stofmisbrug, ulykker m.v., og en tilbøjelighed til at komme i konflikt med andre nationer. En kohærent og harmonisk kollektiv bevidsthed vil som et effektivt skjold afværge angreb på landet udefra og skabe fremgang og harmoni indadtil.
- I de eksisterende problemfyldte samfund ville situationen være fastlåst, hvis ikke den kollektive bevidsthed kunne ændres. Det kan den imidlertid, og i lighed med fysikkens ‘kvantespring’ eller ‘faseskift’ sker dette i spring. Når 1% af samfundets medlemmer udøver Transcendental Meditation eller når endnu færre (ca. kvadratroden af 1% af befolkningen) sammen i gruppe udøver TM-Sidhi-programmet, sker der i et spring en sådan forøgelse af kohærensen og harmonien i den kollektive bevidsthed, at det umiddelbart kan måles som et fald i kriminalitet, trafikulykker m.v. I Danmark udgør 1% af befolkningen ca. 51.000 mennesker medens kvadratroden af 1% blot er ca. 230 mennesker. Især det sidste tal er bemærkelsesværdigt lavt, og derfor vil beskrivelsen af dette projekt i sin argumentation gå ud fra de såkaldte ‘kohærensgrupper’, altså grupper af udøvere af TM-Sidhi-programmet, der bl.a. omfatter ‘Yogisk Flyvning’.
Dette er i korte træk projektforslagets teoretiske baggrund. En mere udførlig redegørelse findes i en dansk rapport (ref. 18), og i en nylig udkommet svensk doktorafhandling (ref. 20). Uden tvivl vil mange opfatte dette som en meget utraditionel strategi til social forandring. Et træ skal imidlertid kendes på dets frugter. Og der har allerede i en del år været foretaget en omfattende forskning over dette specielle sociale fænomen, som er blevet kaldt ‘Maharishi-effekten’ efter Maharishi Mahesh Yogi, som i 1962 redegjorde for teorien bag den og forudsagde 1%-fænomenet.
|
|
** Under udøvelsen af TM-teknikken falder sindet til ro, idet opmærksomheden bevæger sig fra mere aktive tankeplaner til de finere stadier af en tanke – indtil alle tankeplaner “transcenderes” (overskrides), og den mediterende oplever tankens kilde, ren bevidsthed eller transcendental bevidsthed. Dette er bevidsthedens mest enkle, stille og ubegrænsede tilstand.
|