|
Danmark og den omgivende verden har i en snes år været i en tilstand, der mest ligner en permanent krise, hvor vi synes gradvist at være ved at miste kontrollen med mekanismer, som har en afgørende indflydelse på både individets og samfundets livskvalitet. Mange gange, hvor vi har ment at have fået styr på forholdene i én sammenhæng, har løsningerne vist sig ikke at være holdbare på hverken kort eller lang sigt; eller nye endnu alvorligere problemer er dukket op på andre fronter. Vore forståelsesmodeller får kortere og kortere levetid og færre og færre tør påstå, at de har fuld indsigt i situationen, selv hvor det gælder deres eget fagområde. Som nogle af de mest markante eksempler på denne tendens kan nævnes:
- En verdens- og nationaløkonomi, der hastigt udvikler sig mod en større og større kompleksitet, hvorfor ingen økonom kan overskue eller anvise midler til at styre denne udvikling, ligesom det ikke er muligt at afværge eller bremse pludselige sammenbrud, som dem der inden for de senere år har fundet sted i mindre målestok (valutakriser, bratte kursfald og lignende).
- Stadigt mere uoverskuelige skadelige bivirkninger af vor måde at gøre brug af naturens energi- og biomasseressourcer på i form af uhåndterlige affaldsproblemer og nedslidning af naturlige råstofkilder.
- Teknologianvendelse, der er motiveret af kortsigtet økonomisk vinding og bygger på et overfladisk og ufuldstændigt kendskab til naturens love, hvilket let får helt uventede destruktive konsekvenser.
- Ustabile ledelsesprocesser i den private og offentlige sektor, hvor selve lederfunktionen devalueres ved ansvarsforflygtigelse og modedyrkelse, hvilket umuliggør effektiv, fremsynet og seriøs ledelse, samt modarbejder retning og dynamik i de kreative processer hos både det offentlige og erhvervslivet.
- En ukontrolleret vækst i det nationale og internationale lov- og regelsæt, som lægger stadigt større afstand til, hvad befolkningen intuitivt og spontant opfatter som rigtigt og rimeligt, med den følge, at etik og moral bliver usikre størrelser, der på et tidspunkt helt kan bortsmuldre.
- Voksende risiko for pludselige og uventede katastrofer på grund af uforudsigelige og ukendte faktorer som terrorisme, nye sygdomme, kriminel sabotage fra konkurrerende virksomheder eller enkeltpersoner, naturkatastrofer af et omfang og forløb, som ikke tidligere er registreret, etc.
- Hypermoderne krigsteknologi, som ikke baserer sig på kamphandlinger i almindelig forstand, og gør det muligt for selv små stater at underlægge sig andre nationer inden for få timer.
Principielt er ingen af disse farer nye, men de har i dag antaget et omfang, et antal og en aktualitet, der gør situationen mere risikofyldt, end vi til daglig måske er indstillet på at indrømme for os selv. I mange henseender er der ved at indtræde en vis handlingslammelse, som af og til udløses i pludselige kortsigtede tiltag, der ofte kun forværrer situationen. Hele billedet kan minde om troldmandens lærling, der med sit begrænsede kendskab til faget har fået sat processer i gang, som han ikke er i stand til at styre, og hver gang han forsøger at gribe ind, tager kaos blot yderligere til.
Som altid i historien vil det være samfundets ledende skikkelser, der vil blive påvirket stærkest af sådanne begivenheder, fordi det er dem, der sidder med ansvaret og overblikket og oftest vil lide de største psykologiske og materielle tab ved et sammenbrud af det nationale eller internationale samfund. Hvis vi har mod til at bryde nogle begrænsninger og gøre op med indgroede forestillinger, findes der dog en særdeles farbar vej ud af uføret. Nærværende rapport prøver at vise denne vej.
|