Den kollektive bevidsthed set som et felt
Der foreligger i dag mere end 40 forskningsrapporter, der dokumenterer Maharishi-effekten, og antallet af nye undersøgelser er accelererende. Nogle af de samfundsforskere, der har været præsenteret for disse resultater, har henledt opmærksomheden på, at blandt de mange tiltag af social, politisk, økonomisk eller militær art, som har været anvendt eller som påtænkes anvendt (ændringer i straffeloven, kriminalitetsforebyggelse, finans- og pengepolitik, FN-indsats i urolige områder etc.), er i dag intet bedre statistisk underbygget med hensyn til sine virkninger end Maharishi-effekten. Faktisk iværksættes i dag mange kostbare tiltag fra politisk hold uden nogen forudgående forskning overhovedet.
Hvis Maharishi-effekten i dag kan betragtes som et veldokumenteret fænomen, der kan generere positive ændringer i omgivelserne, rejser dette naturligvis spørgsmålet, hvorledes denne spredning af orden og kohærens – der endda ofte sker over store afstande – kan forklares. Maharishi-effekten er tilsyneladende et fænomen af typen, ‘fjernvirkning over afstande’. Dvs. at enkeltpersoner – evt. samlet i en gruppe – er i stand til at skabe en registrerbar indflydelse, uden at der foregår nogen observerbar kommunikation eller ydre fysisk handling. I moderne fysik bliver sådanne ‘fjernvirkninger’ altid forsøgt forklaret ved at henvise til bagvedliggende altgennemtrængende og grænseløse ‘felter’. I vor dagligdag er vi blevet fortrolige med TV som et eksempel på dette. TV-signaler transmitteres via det elektromagnetiske felt, og disse usynlige signaler giver sig til kende som tekst og billeder på skærme langt fra senderen. De nævnte resultater tyder på, at det kan være rimeligt at hævde, at også bevidsthed (ren bevidsthed og kollektiv bevidsthed), som tidligere anført, har ‘feltnatur’ (jf. side 7-8 og ref. 16 og 17). Herigennem vil netop en større kontakt og harmoni med naturens love kunne spredes til det omgivende samfund, på samme måde som en sten kastet i en sø spreder krusninger over hele vandoverfladen.
Maharishi-effekten i lyset af samfundsvidenskabelig teoridannelse
Hvad er samfundsvidenskabernes holdning til et fænomen som Maharishi-effekten? Da det videnskabelige samfunds “uudtalte infrastruktur af ideer” (D. Bohm, ref. 19) eller det tankemønster/paradigme/verdensbillede, som normalvidenskaben udfolder sig indenfor, ikke synes at have plads til et fænomen som Maharishi-effekten, vil holdningen over for denne som oftest indledningsvis være afvisende. Selvom man finder det vanskeligt at acceptere den hypotese, at de få indvirker på de manges livskvalitet, er de senere års mange publiceringer af disse resultater dog et udtryk for at tidsskriftredaktørerne, som er fagfolk på området, respekterer det anvendte statistiske analyseapparat.
Maharishi-effekten ser ud til at kunne reproduceres igen og igen på alle samfundsniveauer, by, landsdel, nation og globalt. Man er i nogen grad i samme situation som dette århundredes kvantemekanik har placeret fysikerne i: Så længe man blot anvender sine ligninger, får man gang på gang præcise forudsigelser, men prøver man at forestille sig den bagvedliggende abstrakte kvantevirkelighed, løber man ind i nogle forbløffende og uhåndterlige paradokser.
Hvis teorien om kollektiv bevidsthed og dens praktiske manifestation i Maharishi-effekten derfor virker præcist og systematisk i retning af at reducere de mange nationale og globale problemkomplekser, kunne man tilsvarende indtage den pragmatiske holdning at drage nytte af fænomenet nu, hvor der så åbenbart er brug for det.
Parallelt med den praktiske anvendelse kan man så afvente, at det videnskabelige samfunds teoridannelse vil udvikle sig og på et tidspunkt udmønte sig i en forståelsesmodel, som denne rapports forfattere venter, vil ligge tæt på, hvad der ovenfor er skitseret i de anførte 7 punkter (jf. side 7-8), og som falder i tråd med de generelle naturvidenskabelige teorimodeller.
Årsagssammenhængens éntydighed
Kan man overhovedet i det komplicerede multifaktorielle samspil i de moderne samfund éntydigt udskille anvendelse af TM- og TM-Sidhi-programmet som årsag, og positiv udvikling i sociale indikatorer som virkning? Mange vil naturligvis finde det relevant at spørge, om f.eks. kriminaliteten ikke ville være faldet selv uden kohærensgruppernes tilstedeværelse. For at imødekomme en sådan indvending er en lang række alternative hypoteser blevet undersøgt i de refererede undersøgelser, f.eks. kriminalitetens mulige ændring på grund af variabler som arbejdsløshed, uddannelsesniveau, større politistyrke, ændret aldersfordeling o. l. Men der synes ikke at kunne rejses seriøs tvivl om den faktiske effekt af kohærensgrupperne. De grundige analysemetoder, der har været anvendt i de forskellige undersøgelser, har i sig selv spillet en stor rolle for disse forskningsrapporters publicering i velrenommerede internationale tidsskrifter.
Det skal i denne forbindelse fremhæves, at de teknikker, der omtales i denne rapport, adskiller sig markant fra det meget brede udbud af såkaldte alternative metoder, som man møder i dag, rækkende fra positiv tænkning til diverse gruppeterapier og meditationsformer. Således er udøvelsen af såvel TM-teknikken som TM-Sidhi-programmet forskellig fra andre meditationsformer. ligesom Transcendental Meditation og TM-Sidhi-teknikkerne som noget enestående har deres direkte udspring fra en årtusindgammel tradition af viden og indsigt i livets fundamentale processer. Denne viden er blevet videregivet uforvrænget i en lige linie af undervisere op til nutiden. Endvidere har ingen anden meditationsform eller teknik til personlighedsudvikling været underkastet videnskabelig forskning i det omfang, som der er tale om for TM. Det er derfor fra et videnskabeligt synspunkt vigtigt at holde sig klart, at der ikke er belæg for at antage, at TM-forskningen har gyldighed også for andre sådanne teknikker.
Individuelle kommentarer til forskningen fra forskellige videnskabsfolk
“Hypotesen gav afgjort anledning til løftede øjenbryn hos vore bedømmere. Men det statistiske arbejde var godt og solidt. Tallene var der. Når man statistisk kan kontrollere for så mange variabler, som det gøres i disse undersøgelser, bliver resultaterne så meget mere overbevisende.”
— Raymond Russ Ph.D., psykologi-professor, tidsskrift-
redaktør på Journal of Mind and Behaviour, USA
“I begyndelsen var jeg skeptisk, men efter at have undersøgt den forskning, der indtil nu er blevet gennemført, har jeg måttet konkludere, at disse forskningsrapporter vedrørende Maharishi-effekten har underkastet de foreliggende teorier den fornødne empiriske kontrol.”
— Ken Pease Ph.D., FBPS, professor i kriminologi
ved University of Huddersfield, England
“I de undersøgelser vedrørende Maharishi-effektens indvirkning på konfliktsituationer, som jeg har gennemset, kan jeg ikke finde nogen metodiske fejl, og resultaterne har stemt overens i et stort antal gentagne forsøg i mange forskellige situationer, som varierede med hensyn til geografi og konflikt. Uanset hvor usandsynlige hypoteserne kan lyde, tror jeg, at vi bliver nødt til at tage disse videnskabelige undersøgelser alvorligt.”
— Ted Robert Gurr, Ph.D., professor i statsvidenskab
og politik ved University of Maryland, USA
“Jeg tror, at det er plausibelt at hævde, at den potentielle virkning og betydning af denne forskning overgår den, som kan tillægges alle andre igangværende sociale og psykologiske forskningsprogrammer. Den har overlevet et bredere udvalg af statistiske tests end hovedparten af forskningen inden for konfliktløsning. Dette arbejde og den bagvedliggende teori fortjener den mest indgående og alvorlige overvejelse såvel i det videnskabelige samfund som blandt beslutningstagerne.”
— David Edwards, Ph.D., professor i statskundskab, University of Texas, USA
“Denne forskning er af højeste metodiske kvalitet, og den har under anvendelse af et bredt udvalg af forskningsmodeller igennem de sidste tyve år påvist statistisk signifikante sammenhænge. Vi nærmer os hurtigt det punkt, hvor man ikke længere kan se bort fra disse forskningsresultater og deres vidtrækkende betydning for, hvorledes vi håndterer samfundsproblemer.”
— Jim Kemeny, Ph.D., professor i sociologi, Uppsala Universitet, Sverige
|